Realøkonomisk fordeling

Den realøkonomiske fordeling af offentlige udgifter og indtægter har som formål at opdele aktiviteterne efter den måde, hvorpå ressourceallokeringen i økonomien påvirkes. Den realøkonomiske fordeling er forholdsvis entydig og derfor velegnet til sammenligning af sektoren for offentlig forvaltning og service på tværs af lande samt over tid.

 

Overordnet skelnes der mellem driftsudgifter og kapitaludgifter. Driftsudgifter er udgifter, der vedrører selve driften af den offentlige forvaltning og den deraf følgende produktion af varer og tjenesteydelser. Kapitaludgifter er udgifter, der vedrører investeringer og udbygning af kapitalapparatet i form af bygninger, maskiner o.l.

 

Driftudgifter

Driftsudgifter opdeles på konsum og overførsler, idet

 

·         konsum er udgifter til forbrugs- og investeringsaktivitet, hvor det offentlige umiddelbart lægger beslag på ressourcer (varer, tjenester og arbejdskraft) i den private sektor, og herved bidrager til den samlede indkomstdannelse i samfundet.

 

·         overførsler er omfordelende aktiviteter fx folkepension, hvortil der ikke knyttes ressourcer, men hvor der sker en omfordeling af formuer og indkomster mellem økonomiens forskellige sektorer.

 

Kapitaludgifter

Kapitaludgifter opdeles på kapitalakkumulation og kapitaloverførsler, idet

 

·         kapitalakkumulation er den offentlige forvaltning og servicesektors opbygning af kapitalapparatet i form af nyinvesteringer samt bygge- og anlægsudgifter.

 

·         kapitaloverførslerne er investeringstilskud og overførsler øremærket for anlægsudgifter til andre offentlige delsektorer og virksomheder.

 

Sammenfattende haves således:

 

 

 

Konsum

 

+

Overførsler

 

=

Driftsudgifter

 

 

 

Kapitalakkumulation

 

+

Kapitaloverførsler

 

=

Kapitaludgifter

 

 

 

Driftsudgifter

 

+

Kapitaludgifter

 

=

Drifts- og kapitaludgifter i alt